En tradition omkring halloween er udskæringer af græskar. I denne video fra DaveHax bliver du præsenteret for 10 spændende og sjove måder at skære i et græskar. Læs også om fremgangsmåde og lidt historiske facts om udskæring af græskar.
Glem ikke at se den sidste udskæring i mørket lyst op indefra. Det vil nok kunne imponere et par naboer på de danske villaveje. Brug enten levende lys eller lyskæder til at lyse op i dit halloween græskar.
Det skal du bruge
- Græskar
- Kniv
- Ske
- Skål
Skabelon vs fri fantasi
Der findes mange gode skabeloner som du kan lade dig inspirere af. Print skabelonen ud og sæt den på dit græskar med for eksempel tape. Herefter kan du prikke mønstret igennem papiret, så det viser sig på græskarret. Nu er du klar til at skære ud, udhule og finpudse. En anden mulighed er selv at tegne et mønster op på græskarret, ud fra din egen fantasi. Mange sjove græskarhoveder er blevet udformet gennem tiden på den måde. Uanset hvilken metode du vælger, vil græskarret tage sig flot ud når det lyses op indefra.
Roer vs græskar
Traditionen med halloween kan spores tilbage til det gamle, europæiske folkeslag, kelterne. Man udhulede roer og skar ansigter i dem for at holde genfærd og onde ånder væk i den keltiske nytårstradition. Da efterkommere af kelterne kom til USA, var roer dog svære at få fat på. Derfor blev det med tiden græskar der blev omformet til uhyggelige ansigter og det er den tradition vi kender i dag. En fordel ved græskarrene er desuden at de er noget nemmere at skære i. God fornøjelse med dit halloween græskar.